Jesper Andreasens brædder
- Detaljer
- Oprettet: lørdag, 9. marts 2013 20:59
- Skrevet af Kim M
Jeg ved at du har hørt om Jesper Andreasens verdenskendte samling af Guro-boards. Klik ind hvis du også vil læse og se om den.
Hvornår købte du dit første nicky board?
Som alle raske danske drenge fik jeg i 1986 mit første røde plastik bananaboard, som hurtigt blev efterfulgt at et shitty complete fra Bilka. Efter at have lært at pushe og lave mine første tic-tac's på disse, fik jeg i ’87 mit første "rigtige" skateboard. Det var et hand-down fra Aalborgs eneste afroamerikanske og ekstremt eksotiske skateboarder John Madisa, som stak mig sin totalt trashede Nicky Cyclops. På trods af at tailen ikke var længere end blot et par centimeter, formåede jeg at skate den i et halvt års tid, og Cyclop'en blev min første store kærlighed.
Efter at have skatet en masse forskellige hand-downs de første år, købte jeg i ’90 mit første nye board hos Street Machine i Aalborg. Husker dagen som var det i går - Nukka og Pulver sad på disken og rullede op, da jeg med min gamle far på slæb kom ind for at bruge mine sparekroner. Jeg var en lille purk, men det til trods forstod jeg sgu godt hvad de store drenge havde ild i. Jeg havde fundet nye helte, og forlod butikken med et kæmpe smil og Nicky's nye street model under armen.
Hvornår indså du at du var besat af Nicky boards og måtte eje dem alle sammen?
Jeg begyndte at samle boards omkring 2006, og vidste fra starten af mit fokus og endelige mål skulle være en komplet samling af Nicky's US pro-modeller. Nicky er i min optik den første og den største. En ambassadør for dansk skateboarding som har rippet alt med stil siden start firserne. Samtlige af mine Nicky boards er fucking kulturelle danefæ som rangerer højere end Guldhornene.
Cyclop'en var som nævnt mit første bræt, og derfor naturligvis også min "hellige gral". Den stod øverst på ønskesedlen, og var det første klare mål. Nicky's boards viste sig forholdsvist hurtigt at være en større mundfuld end jeg havde forventet. Det faktum at Nicky var/er en euro-pro, betød at der naturligvis blev solgt langt færre af hans boards end for eksempel Roskopp's, Hawk's eller Gator's. Dermed er der også færre som har overlevet 25-30 år på loftsrum eller i støvede papkasser i forhenværende skateshops. Et Nicky board sælger ikke umiddelbart for de samme penge som et Jason Jessee, men kan sagtens vise sig langt sværere at opstøve. Jeg fandt en sprød Cyclop hos en samler i San Diego, og købte den som den første. Jeg var super stoked over den, og den følelse den vakte i mig, så jeg købte snart den næste. Derfra tog det ene bræt det andet, og efter 6 år var samlingen komplet.
Hvad for et er din favorit?
Det er sgu et tricky spørgsmål. Jeg vil ikke undvære nogen af dem, men selvfølgelig er der favoritter i blandt. Af sentimentale årsager vil jeg sige at det er Cyclop'en. Det var der det startede, og den som var mit gateway-drug ind i skateboarding. Den er bare sprød hele vejen igennem. Carl Christians artwork er eminent, shapen er for vild, Tri-tailen er sindsyg og G&S stains var bare så vilde i 80'erne.
Hvilket har været dyrest?
Dyreste og sværeste uden sammenligning, Den blå drage. Nicky's sidste pro-model for Powell fra ’93. Så vidt jeg er orienteret blev den kun lavet i et run på 40 boards. 20 almindelige boards, og 20 med Powell's V2 everslick. Jeg havde frem til 2010 aldrig set dette board i samlerkredse, og ingen kendte til et eksemplar. Alt jeg havde på brættet, var et grovkornet sort/hvid scan fra et 1993 Skate-Express katalog, og på trods af at jeg hver mandag "bumpede" min søgetråd øverst på siden, gik der fem år før jeg fik ild i piben. Ved et tilfælde faldt jeg over et selvportræt på en facebook-side. Den her dude havde fotograferet sig selv i et rum som havde en masse boards hængene i loftet. 95% af brædderne i loftet var gamle Tunnels, Hobie's og andet ’70-guf, men i det fjerneste hjørne hang der noget, som svagt kunne ligne Den blå drage. Jeg fik kontaktet manden, og det viste sig sgu at være den. Desværre viste det sig også at han ikke var det fjerneste interesseret i at sælge. Han var skateshop-ejer i St. Louis, og havde tilbage i ’93, fået Nicky's Blue Dragon i fødselsdagsgave af George Powell, da Nicky's board var den første prototype som Powell producerede med everslick.
Jeg smurte tykt på, og brugte et års tid på at få overtalt ham til at sælge til mig, og dermed gøre min samling komplet. Tror sgu at han indvilgede i at sælge til mig for at slippe for at høre på mit lort. I løbet af mine ihærdige forsøg på overtalelse, var jeg nok kommet til at fortælle ham at det som hang i hans loft havde et temmelig begrænset oplag - i hvert fald, viste han godt hvad det skulle koste. Jeg lavede en acceptabel deal med ham, sendte fire boards til St. Louis sammen med en ordentlig pose dollars.
Jeg tror ikke at Clivers udmelding går direkte på Nicky's "Mask". Jeg tror mere det handler om at han ikke var enig i den grafiske ændring som Stacy forsøgte at trænge igennem med hos Powell på det tidspunkt. Det forstår jeg sgu egentlig meget godt. Powell havde flyttet sig fra VCJ's stil som var super crispy og smækfyldt med knogler, til Clivers Ragdoll på Barbee's første pro-model, og nu skulle de pludselig fokusere på indianertemaer, grimme medaljoner og afrikanske masker. Jeg syntes at Masken er dope, og bestemt ikke imellem det dårligste Powell sendte på markedet i den periode.